For en måned siden fejrede vi 80. året for befrielsen fra den tyske besættelse. Friheden og freden. Det vækker da til eftertanke – for sandheden er jo, at uden 4. maj havde vi ikke fejret dagen i dag. Grundlovsdag – som jo også handler om frihed, demokrati og national selvstændighed. Og kigger vi op på tårnets top – så kan man jo forestille sig den vajende nazifane – for Bülows Kaserne var jo i værnemagtens hænder under besættelsen. Lad os dvæle lidt ved befrielsen – for den kom jo ikke af sig selv. Vi fik vor frihed igen, fordi andre kæmpede for os.
Det er et godt sted at starte her på Grundlovsdag.
Grundloven som jo blev vedtaget i 1849, mens Fredericia var belejret. Og også her fik vi en håndsrækning. De daværende stormagter England og Rusland gjorde en stor diplomatisk indsats, der fik Preussen til at trække sig ud af krigen – Schlesvig-Holsten kunne vi godt selv håndtere…det gik knap så godt da preusserne 15 år senere kom på banen igen…
Efter 1. verdenskrig kom genforeningen, hvor Sønderjylland igen blev dansk, det taler jo igen om en fred og en frihed andre skaffede til os. Som land, som selvstændig nation – trods alt – har vi en forpligtigelse. Særlig som verden er i dag!
Dagen i dag er en påmindelse. En påmindelse om, at det samfund, vi har, ikke er kommet af sig selv. Vi har jo i den grad taget friheden til os og skabt et samfund vi kan være stolte af. Skabt af mennesker, der troede på, at vi kan mere sammen, end vi kan hver for sig. Og det er præcis den tanke, jeg mener bør bærer et politiske virke. At vi har et ansvar for hinanden. For dem, der ikke selv kan råbe højt. For dem, der har knoklet hele livet. For de børn, der vokser op med færre muligheder, end de burde have.
Og demokratiet er stærkt – men ikke uovervindeligt. Det kræver vedligeholdelse. Det kræver, at vi møder hinanden i øjenhøjde. At vi lytter – også når vi er uenige. Det kræver, at vi ikke lader skel mellem by og land, rig og fattig, uddannet og ufaglært trække os fra hinanden.
I en tid med klimaforandringer, krig i vores nærområde og sociale skel, der vokser, er det nemt at pege fingre. Det er nemt at sige “mig først”. Men det var ikke sådan, vi byggede det Danmark, vi kender og elsker. Og erkendelsen starter lokalt. Det starter her – med os. I vores lokalsamfund. Hvor vi kender hinanden. Hvor vi hjælper hinanden. Hvor vi tror på hinanden. For vi er stærkest, når vi ikke kun måler vores samfund på vækst og bundlinjer – men på hvordan vi behandler de mennesker, der har mindst.
I dag fejrer vi Grundloven. Vores demokratiske fundament. Vores frihedsbrev. Men vi fejrer også det fællesskab, der har bygget vores by og vores land op – lag på lag, generation efter generation.
Fredericia er en by med stærke rødder i frihed og mangfoldighed.
Vi blev grundlagt som en fæstningsby, men vi er vokset til at være noget langt større: et åbent, arbejdsomt og solidarisk lokalsamfund. Grundloven forpligter også os. Ikke kun ved at afholde valg og sikre stemmeret – men ved at sikre, at alles stemme bliver hørt.
At børnene i Fredericia har samme muligheder som børn i Hellerup.
At dem, der har knoklet et helt liv på fabrikken, får en værdig alderdom.
At unge kan tage en uddannelse uden at være bange for gæld eller utryghed.
Vi har så meget at være stolte af
Vores stærke erhvervsliv, vores kulturliv, vores foreninger, der bygger bro mellem mennesker. Når jeg tænker på, hvad fællesskab betyder, så fik jeg syn for sagen, da vi fejrede 90 års fødselaren: Den Gamle Lillebæltsbro. En bro, bygget med slid, vilje og fremtidstro. En bro, der ikke kun binder landsdele sammen – men mennesker. En bro, som blev skabt, fordi nogen turde tænke større end sig selv. På behov der ventede om hjørnet, men ikke helt var der.
Og det er netop dét, vores grundlov og vores demokrati kræver af os: At vi tænker større. At vi husker, at vi ikke kun sørger for at sikre os selv her og nu – men hinanden – og fremtiden. At vi bygger et samfund, hvor ingen efterlades på perronen. Og vi må og skal være ærlige: Vores fællesskab er under pres. Vi står ved et vendepunkt. Og vi skal turde sige det højt:
Få har for meget – og alt for mange har for lidt.
Og det gælder ikke kun økonomisk. Det gælder også retten til ren luft, til natur og til en fremtid, der ikke brænder op. Klimakrisen er ikke en fjern trussel. Den er her nu. Den rammer os alle – men den rammer socialt skævt. Derfor må vi aldrig stille klima og social retfærdighed op som modsætninger. Tværtimod: Den grønne omstilling skal være vores og de kommende generationers store fælles byggeprojekt. Den skal skabe job, tryghed og nye muligheder – ikke usikkerhed og ulighed.
Vi har set det før: Når vi tør investere i fællesskabet, kan vi skabe resultater, der holder i generationer. Ligesom broen over Lillebælt. Den blev ikke bygget for kortsigtet gevinst – den blev bygget for fremtiden.
Og det er sådan, vi skal tænke politik i dag. Ikke hvad der kan betale sig i morgen, men hvad der kan bære i mange år frem. Så lad os – på Grundlovsdag – gentage det løfte, der ligger i hele vores demokratiske idé:
At vi ikke overlader nogen til sig selv.
At vi tør tage fat, når det bliver svært.
At vi tør bygge bro – igen og igen – mellem mennesker, mellem generationer og mellem muligheder.
Det er ikke let. Men det er nødvendigt.
Vi vil have et Danmark, hvor vi alle har nok.
Et Danmark, vi kan være bekendt – også i morgen.
Tak fordi I møder op. Tak fordi I tror på demokratiet. Og tak fordi I vil være med til at tage ansvar – sammen.
Rigtig god Grundlovsdag!
